LIDT OM TAGPAP

Nordeuropa kunnet se huse, der på vægge og tag har været beklædt med tjæret pap. Det var en svensk læge, der for ca. 225 år siden fandt på at beklæde plader af pap med tjære, og senere fandt man på at kombinere tjærens vandtætte egenskaber med den ældgamle kunst at dække taget med overlappende plader.

Allerede i slutningen af 1800-tallet fandt Jens Villadsen, grundlægger af Icopal, Europas førende leverandør af tagpap, på at lave tagpap i baner af 70 cm i stedet for plader. Tagpappet blev nu rullet på taget og sømmet fast i samlingerne. Til sidst blev de overstrøget med tagpixtjære, hvilket skulle gøres med et til to års mellemrum, for at holde taget ved lige.

På tage med kun lidt fald, var den synlige sømning ofte årsag til utætheder, da sømmene blev “skubbet op”, pga. temperatursvingninger der fik brædderne til at bevæge sig. For at undgå dette, begyndte man at lave tage med “listedækning”. Dvs. at der blev sømmet trekantslister vinkelret på tagfladen, som så løftede sømmene op fra tagfladen.

Men tagpappen slår for alvor igennem i 1930’erne, hvor Icopal indfører “det vilfasvejsende Icopal tag”. Systemet gik ud på, at smelte tagpapbanerne sammen i stedet for at tjære og sømmen dem sammen. Der blev også arbejdet på at forlænge tagpapbanernes holdbarhed. Banerne bliver nu belagt med knuste natursten og teglsten eller strøet med keramiske farvede sten i rød eller grøn.

Udover tjære har man i mere end hundrede år også brugt bitumen i tagpapindustrien. Bitumen forekommer i naturen (er en naturlig del af de fleste råolier) og kaldes også for naturasfalt. Det meste kendte er “Trinidad asfalt”. I 1970’erne stoppede man med at bruge tjære af miljømæssige årsager, men bitumen anvendes stadigvæk.

I dag er tagpap lavet af polyesterfilt, der er belagt med asfaltbitumen, tilsat kemiske materialer samt gummimasse for at blødgøre det.

Navn

Email

Telefon

Din besked